Fakta om Jernbanebyen

jernbanebyen

Indtil slutningen af det 19. århundrede var Kalvebod Strand, området hvor Jernbanebyen ligger, et meget lavvandet havområde mellem Sjælland og Amager, syd for Københavns havn. I perioden 1895 til 1901 fyldes området op ved jordtilkørsel, og på det indvundne areal etableres Københavns nye godsbanegård.  Dermed begynder udviklingen af det store område, vi i dag kender som Jernbanebyen.

Jernbanebyen er placeret mellem Vasbygade, Enghavevej og Ingerslevsgade og udgør et samlet areal på ca. 555.000 kvm, hvor 175.000 kvm er udlagt til jernbanebrug og til Metroens Klargøringscenter. DSBs andel af byudviklingsområdet udgør 287.000 kvm og Freja Ejendommes andel 78.000 kvm. Den resterende del af byudviklingsområdet udgøres af Den gule by og af mindre arealer ejet af Københavns Kommune, Hofor og Metroselskabet.

Området omkring Jernbanebyen er under kraftig udvikling med etablering af boliger i op til 9 etager kombineret med erhverv, en ny metrolinje med stop ved Fisketorvet og udbygning af Fisketorvet. Således forventes hele området vest for baneterrænet op til Fisketorvet og rundt om H.C. Ørstedværket at blive et nyt byområde, der binder det tidligere baneareal og Vesterbro/Sydhavn sammen med Fisketorvet, Kalvebod Brygge og Enghave Brygge.